Fedt er godt for øjnene PDF Udskriv Email
Skrevet af Administrator   
Søndag, 15. maj 2011 12:38

AF: VITALRÅDET / 15-06-2009 09:30

To nye studier tyder på, at den hyppigste årsag til funktionel blindhed kan forebygges med sunde fedtsyrer.

Dette nyhedsbrev har tidligere været inde på, at visse vitaminer og andre næringsmidler har en forebyggende virkning imod den aldersbetingede maculadegeneration (AMD), -altså en degeneration af tappene i den gule plet. De celler i nethinden, der er ansvarlige for vort centrale syn og vort farvesyn.

For nylig er der så tilkommet to nye videnskabelige studier fra Australien, som meget overbevisende sandsynliggør, at de sunde fedtsyrer forebygger denne hyppige synssvækkelse.

Det første viste, at høj indtagelse af omega-3 fedtsyrer og lav indtagelse af linolsyre beskytter mod AMD.

I dette studie blev 2454 mennesker fulgt i op til 10 år, hvor man registrerede forekomsten af AMD relateret til deres indtagelse af fisk, nødder eller fedtsyrer som tilskud.

Undersøgelsen viste en risikoreduktion på 31% og 35% hos de, der jævnligt spiste fisk og nødder eller indtog n-3 fedtsyrer (fiskeolie og hørfrøolie), og forfatterne tilråder at tilstræbe dette og undgå kost rig på linolsyre, som forekommer især i de billige madolier som f.eks. majsolie.

Det andet studie viste, at høj indtagelse af omega-3 fedtsyrer samt olivenolie nedsætter risikoen for AMD, og at høj indtagelse af trans-fedtsyrer øger risikoen.

Man undersøgte data fra 6734 mennesker mellem 58 og 69 år.
Det viste sig, at den højeste indtagelse af trans-fedtsyrer øgede risikoen for AMD med 76% i forhold til den laveste.

Modsat viste høj indtagelse af fiskeolie også her en reduceret risiko (15%).
Men mest overbevisende var, at høj indtagelse af olivenolie reducerede risikoen for AMD med hele 52%.

De sunde essentielle fedtsyrer er godt for stort set hver en celle i kroppen, og lige så meget skade kan de dårlige fedtstoffer forvolde.

Så lad os igen i denne fedtforskrækkede tid slå et slag for det gode fedt, som vi skal spise meget mere af.
Claus Hancke



Referencer:

"Dietary fatty acids and the 10-year incidence of age-related macular degeneration: the Blue Mountains Eye Study," Tan JS, Wang JJ, et al, Arch Ophthalmol, 2009; 127(5): 656-65.
"Fat consumption and its association with age-related macular degeneration," Chong EW, Robman LD, et al, Arch Ophthalmol, 2009; 127(5): 674-80



Yderligere oplysninger:
Speciallæge Claus Hancke
Speciallæge Niels Hertz
Vitalrådet
Lyngby Hovedgade 37
2800 Kgs. Lyngby


Relaterede poster:
Antioxidanter mod forkalket nethinde og blindhed - 15-06-07 10:54